lørdag den 14. december 2013

Barndommens legetøj

Inspireret af dette indlæg hos Madame kom jeg til at tænke på min elskede Permand. En hjemmelavet kludedukke i ordets bedste forstand - syet af noget grønligt stof og stoppet med gamle nylonstrømper. Han havde som det ses på billedet lidt svært ved at holde hovedet og det ansigt der var tegnet på ham var så grimt at kun en mor kunne elske ham.

Og det gjorde jeg - så inderligt og uanset hvor mange og meget finere dukker jeg sidenhen fik så passede jeg nænsomt på Permand indtil jeg holdt op med at lege med dukker og det var ret sent.


Her sidder jeg med mit bedste legetøj - 
og dog der mangler én som jeg fik da jeg var 2 år og stadig holder sammen med, nemlig tøjhunden Vaks som er en sort terrier i stil med Susans "Sophie"

4 kommentarer:

Iben sagde ...

Helt fantastisk indlæg :) SUPER hyggeligt Lisbeth :)
Jeg havde bla en strikket pindsvin, synd at sige at den var køn .. men den elskede jeg :) :)


Knus

Pondside sagde ...

How sweet! You were such a serious little one.

Madame sagde ...

Sikke et dejligt indlæg, Lisbeth, og et skønt billede!
Jeg bliver helt rørt over, at din dukke hed Permand, som var min mors kælenavn til min far :-)

Birgitte Sværke Pedersen sagde ...

Det er ikke udseendet det kommer an på. Jeg havde en gris med unger som kunne die ved hjælp af trykknapper, men nu er jeg jo også fra langt ude på landet :-)