lørdag den 14. december 2013

Barndommens legetøj

Inspireret af dette indlæg hos Madame kom jeg til at tænke på min elskede Permand. En hjemmelavet kludedukke i ordets bedste forstand - syet af noget grønligt stof og stoppet med gamle nylonstrømper. Han havde som det ses på billedet lidt svært ved at holde hovedet og det ansigt der var tegnet på ham var så grimt at kun en mor kunne elske ham.

Og det gjorde jeg - så inderligt og uanset hvor mange og meget finere dukker jeg sidenhen fik så passede jeg nænsomt på Permand indtil jeg holdt op med at lege med dukker og det var ret sent.


Her sidder jeg med mit bedste legetøj - 
og dog der mangler én som jeg fik da jeg var 2 år og stadig holder sammen med, nemlig tøjhunden Vaks som er en sort terrier i stil med Susans "Sophie"

torsdag den 12. september 2013

Karlas tæppe

Hvad sker der egentlig her? Ikke ret meget må jeg indrømme, men det er vel fordi jeg synes at det er mere spændende at vise mit haveliv på den anden blog.

Selvom det har været en sommer fuld af udeliv har jeg alligevel haft symaskinen fremme i år og værket som jeg har arbejdet på, er jeg glad for. Mit første RIGTIGE quiltede patchworktæppe som  er en gave til min nieces nyfødte datter Karla.


Jeg kunne ikke stå for stoffet med uglerne


 "Ordnung muss sein" og så skal der ellers gang i symaskinen


Tæppet er quiltet på symaskinen


Et stort og lækkert hyggetæppe


Monteret med lækker blød fleece på bagsiden.

fredag den 18. januar 2013

Julen varer lige til påske

- og pilegrenene holder stadig, de er ovenikøbet sprunget ud og de har fået lov at beholde både de små hjerter og perlemorsfuglene på - jeg kan godt lide at lade lidt af pynten fra december hænge fremme, så virker overgangen fra jul til januarhverdagen ikke så drastisk.


Kransen af ellekogler som jeg brugte som adventskrans læner sig nu op ad vinduet.


Hjerter kan man aldrig have for mange af.

Stjernen i vinduet får lov at hænge året rundt


Hjertet med de fine perlemorsknapper går også an i januar