torsdag den 13. december 2012

Mit røde og hvide julepynt

Jeg slapper en lille smule af med julepynten i år. En del af de strikkede nisser som drengene har fået gennem tiden er blevet i julekassen, sammen med de porcelænsmalede og dem i trylledej for ikke at glemme alle de smånisser som vi hver især har vundet i diverse pakkelege gennem årene.

Påskelammet har til gengæld fået lov at stå fremme hele året


I år har jeg syet nogle hjerter og stjerner - og selvfølgelig har jeg også strikket nogle lyserøde grise - det er hyggeligt håndarbejde som er hurtigt at lave

De hellige tre konger og Josef, Maria og jesusbarnet har deres vante plads på et fad på sofabordet. De gamle nisse-lysestager har altid stået ved drengenes pladser ved spisebordet. De to nisser af birkegrene har fast plads ved vinduet ud til haven, de er lavet min far til mine drenge da de var små. Kræmmerhusenglene og de to snemænd er syet af min søster, som er super dygtig og kreativ.

Sidste år ønskede jeg mig Urbania lyshuse fra Kähler, men de var i restordre overalt. Derfor opgav jeg tanken om disse og fandt også en dejlig erstatning i Amsterdam denne sommer. De seneste to søndage har jeg fundet en pakke på min hovedpude og til min store glæde har hver pakke indeholdt et lyshus.



Flemming påstår at det er nissen der er forbi med advendtsgaver og jeg tror ham selvfølgelig.-)

søndag den 11. november 2012

Vindueskarmen

Der er ikke tvivl om at jeg prioriterer planterne ude i haven højest, men jeg holder nu også af at have planter i vindueskarmen. De skal dog kunne klare lidt af hvert og især kunne klare sig uden vand i sommerperioden, hvor jeg kun går tværs gennem stuen direkte til havedøren og ud. Her er sukkulenter svaret og de blålige er mine favoritter.







Husløgene er kommet ind fra haven, hvor de har stået i mit lille husløgteater på bagsiden af haveskuret hele sommeren. Jeg har pyntet med spansk mos og det kom til at se lidt julet ud.. OK jeg kunne heller ikke stå for træerne i henholdsvis træ og kobber (de små) så måske har jeg brudt mit princip om at jeg ikke vil have julepynt i huset før 1. december?

søndag den 28. oktober 2012

Lys i husene

Med hjem fra sommerferien i Amsterdam bragte jeg 3 lyshuse udformet som de karakteristiske kanalhuse og hver aften fryder jeg mig over dem, som de står og spreder hygge i vindueskarmen.


 Jeg elsker smukke husfacader og dem er der mange af når man går langs kanalerne i Amsterdam


søndag den 30. september 2012

Yo-Yo Pumpkins

Efteråret er tid til græskarpynt og hvorfor ikke kreere nogle stykker i stof når de både er nemme at sy og meget dekorative. Jeg hyggede mig gevaldigt, imens jeg syede disse og det gik nemt at følge med i Matador i TV samtidig.




Find opskriften til Yo-Yo Pumpkins her 

tirsdag den 10. juli 2012

Endelig tid

Countrylivs hus har været forsømt i lang tid. Både det virtuelle og det fysiske. Al min energi er lagt ude i haven, så det var en fornøjelse da jeg forleden dag flyttede lidt rundt på pynten indendøre efter en grundigere rengøring og ikke mindst sætte friske blomster i vaserne.



Chiffonerne som er en gave fra mine børn. Jeg synes at de passer godt sammen med den afghanske loftplade som jeg købte på loppemarked i New York for et par år siden fordi de ikke er lidt grove i det og så i farverne selvfølgelig. 

Elefantproppen på apoteksflasken er også en gave. Jeg har altid haft en svaghed for elefanter og samlede i mange år. En del står i en sættekasse de er små og fine, men for nogle år siden synes jeg, at jeg havde nok. Denne er en af mine favoritter.




 Buketten består af en stilk af hver af mine roser

Sommerferie vinker forude og jeg er igang med at læse "Turen går til Holland"

søndag den 1. april 2012

Påske indendøre

Det bliver en forholdsvis rolig påske uden de store familiesammenkomster. De voksne sønner kommer hjem og selvfølgelig skal der laves lækker påskefrokost til dem, men det meste af tiden skal Flemming og jeg i haven og lave projekter og derfor bliver påskepynten indendøre også lidt afdæmpet - som f.eks.:



Et lille lam på hjul i stil med gamle dages legetøj.



Simple småfugle i perlemor på Magnoliagrenene


3 andeæg skal ligge på et spejlfad i selskab med et hvidt sterinlys


Jeg kunne ikke stå for de yndige porcelænsblomster hos Frk. Iberis og da jeg var igang med at bestille købte jeg også nogle fine andeæg og vagtelæg



Med pakken fulgte dette skønne glansbillede af påskeharer på udflugt med ungerne.

Rigtig god påske til jer alle

søndag den 11. marts 2012

Fajance

Jeg har 2 spisestel i fajance som dog mest står til pynt fordi de ikke tåler at komme i opvaskemaskinen.

Det ene stel arvede min mor efter sine forældre i begyndelsen af 60-erne. På det tidspunkt var sådan et stel bestemt ikke moderne, det skulle være kongelig porcelæn, men jeg har altid været betaget af det og synes bare at det så så flot ud når min mor en sjælden gang dækkede op med det.

Jeg tror aldrig jeg kommer til at servere suppe i den suppeterrin, men jeg bruger gerne sovseskåle og fadene som jeg kombinerer med mine hvide tallerkner når jeg har gæster.


Stellet er Villeroy & Boch og hvis nogen kan fortælle mig hvilket årstal det stammer fra vil jeg blive glad

Jeg fik æggebægerne da jeg var ganske ung og resten af stellet blev mit da mit barndomshjem skulle deles. Da jeg var barn var stellet gemt væk når det ikke var i brug, men her står det i et vitrineskab og jeg glæder mig over det hver dag.

Mit andet fajancestel er engelsk og på bagsiden står der Grimsley. Jeg købte det på loppemarked for 200 kr. for 10 år siden. Vi havde sommerhus og det passede perfekt til den stemning og det blev brugt til alle måltider.

Sommerhuset blev solgt i 2005 og vi byggede vores havestue som erstatning. Siden har nogle tallerkner og fade haft plads i en tallerkenrække, hvor de står og spreder solskin året rundt.


Grimsley porselain

Sødt og enkelt